Kan økonomisk ustabilitet føre til omfattende betalingsproblemer?
Få indblik i inkassoudviklingen for 2023, og hør Intrums chefanalytiker Morten Trasti fortælle om hvordan øgede priser og omkostninger kan påvirke de kommende måneder.
Webinaret er fra den 10. maj. 2023 og er på engelsk.
Se webinaret og læs resumé af hovedresultaterne nedenfor.
Hovedpunkter fra webinaret
Over hele Norden kan vi se en fortsat høj inflation, hvor Sverige ligger højest med en inflationsrate på over 10% i april sammenlignet med samme måned i 2022. Da inflationen i hele Norden og Euroområdet stadig ligger langt over det langsigtede mål på 2%, fortsætter alle centralbankerne med at hæve rentesatserne.
Husholdningerne har spændt livremmen ind
Husholdningerne i Norden har stadig en relativt lav andel af inkassosager sammenlignet med før pandemien, med en langsom, men stabil, vækst i Sverige, Norge og Danmark. Dette kan skyldes, at husholdningerne, især i Sverige og Norge, har reduceret deres forbrug (over 10% fald i detailhandelen i Sverige siden april 2022, 4% i Norge), mens Danmark ligger omtrent uændret i samme periode.
For at imødekomme de stigende leveomkostninger trækker de nordiske husholdninger på deres opsparinger, som blev opbygget under pandemien. Husholdningerne nyder også godt af en fortsat stærk arbejdsmarkedssituation over hele Norden med en arbejdsløshed, der er uændret eller lavere end før pandemien.
Lav opsparingsprocent tegn på betalingsproblemer
I Sverige, Norge og Finland er husholdningernes opsparingsprocenter faldet drastisk det sidste år. Kun Danmark skiller sig ud med en lille stigning i samme periode, men fra meget lave niveauer. Opsparingsprocenten er nu på niveauer lavere end før pandemien. Husholdningerne har også reduceret mængden af forbrugslån, hvilket indikerer en tilbageholdenhed i det vanskeligere økonomiske klima, som inflationen og rentestigningerne medfører.
Hvis marginalerne for de nordiske husholdninger fortsætter med at blive mindre, eller hvis arbejdsmarkedet forværres, vil flere opleve problemer med deres betalinger.
Siden sommeren 2022 er der kommet flere inkassosager til Intrum i Sverige, Danmark og Norge, og der er en tendens til, at antallet af inkassosager fortsat vil stige gradvist i løbet af andet kvartal og anden halvdel af 2023.
Stigning i inkassosager blandt B2B
Ved starten af pandemien faldt antallet af B2B-inkassosager i hele Norden. Siden juli 2022 er antallet af sager steget støt, og hele Norden er nu over eller på præ-pandemiske niveauer, og tendensen fortsætter opad.
Stigning i antallet af konkurser
Flere virksomheder har sværere ved at betale deres leverandører til tiden og har svært ved at tilpasse sig de nye omkostninger. Vi ser en stor stigning i antallet af konkurser blandt nordiske virksomheder siden juli 2022, hvor Danmark skiller sig ud med særligt høje niveauer. Disse tal forventes at stige med en fortsat forøgelse i antallet af inkassosager.
Virksomhederne har haft svært ved at tilpasse sig øgede omkostninger for varer og tjenesteydelser samt stigende løn- og renteomkostninger. Det har været svært for de nordiske virksomheder at pålægge slutbrugeren disse øgede omkostninger, da forbrugerne har reduceret deres forbrug og er mere prisbevidste.
Opsummering
Forskellen mellem betalingsevnen hos nordiske virksomheder og husholdninger er blevet større, især i begyndelsen af 2023, hvor de fleste husholdninger har formået at tilpasse sig de nye omkostninger, mens flere og flere virksomheder har svært ved at foretage samme tilpasning.