Renter ved forsinket betaling

Når en kunde ikke har betalt sin faktura før forfaldsdatoen, har du mulighed for at sende et gældsbrev med renter. Disse renter kaldes morarente eller procesrente og er forankret i renteloven.

Renteloven er imidlertid en kompleks størrelse, og det kan være både forvirrende og uoverskueligt at skulle sætte sig ind i, hvordan man forholder sig til rentetilskrivning ved en forsinket betaling.

Derfor får du her et overblik over, hvilke renter der findes, og hvornår du må opkræve dem.

Når din kunde ikke har betalt sin regning til tiden, har du mulighed for at påføre renter til kravet.

Hvad er morarenter og procesrenter?

Morarente, procesrente eller strafrente er en kompensation, som din kunde skal betale til dig for ikke at have betalt en faktura til tiden. De tre udtryk dækker over det samme begreb.

Beregningen af renten kan foregå på to måder: Enten ved at du indgår en aftale med kunden om, hvilken rente der skal betales. Eller ved at tage udgangspunkt i Nationalbankens udlånsrente med et tillæg på 8%.

Når du beregner renten, skal du være opmærksom på, at der findes en række begrænsninger, som du skal tage højde for:

  1. Hvis kunden er privatperson, kan du ikke aftale en højere rente end Nationalbankens udlånsrente plus de 8%.
  2. Du kan ikke beregne renters rente.

Om påbegyndelse af renteberegningen

I handel med virksomheder kan du som udgangspunkt ikke begynde renteberegning før tidligst 30 dage efter forfaldsdatoen – medmindre du har en særlig aftale med kunden. I grove træk kan aftaleforholdet skitseres sådan her:

  • Hvis det er aftalt på forhånd, kan der beregnes renter fra forfaldsdagen. ”På forhånd” betyder, at forfaldsdagen (og dermed dagen for renteberegning) skal være aftalt med kunden senest samme dag som selve handlen.
    Modtager din kunde eksempelvis en faktura ved bestillingen, og fremgår forfaldsdagen tydeligt på denne, er forfaldsdagen aftalt på forhånd.
    Får kunden derimod tilsendt en ordrebekræftelse efter en telefonisk bestilling, er forfaldsdagen ikke aftalt på forhånd.

  • Hvis det ikke er aftalt på forhånd, kan der beregnes renter fra 30 dage efter, du har anmodet om betaling. Sådan en anmodning kan være i form af en ordrebekræftelse, en faktura, et kontoudtog eller lignende og kan godt fremsættes, inden beløbet forfalder. Giver man således 30 dages kredit fra faktureringsdatoen, bliver renteberegningen ens – uanset om den er aftalt på forhånd eller ej.

Ønsker du at indgå særlige aftaler med dine kunder om højere rentesatser, skal kunderne gøres opmærksom på rentesatsen og de øvrige betalingsbetingelser på aftaletidspunktet. Som udgangspunkt bør en aftale om højere renter derfor være nedfældet i en skriftlig kontrakt.

Forældelse af renter

Renter kan tilskrives løbende, men afskrives igen efter tre år – medmindre kunden har foretaget indbetalinger, eller der er tale om låneaftaler eller løbende kreditter.

Alle renter forældes som udgangspunkt efter tre år. Det gælder dog ikke de renter, der er anerkendt i en betalingsaftale, fastslået ved dom, eller som er indeholdt i fogedrettens stempel. Disse renter forældes først efter 10 år.


Har du brug for hjælp, eller vil du vide mere?

Står du i en situation, hvor du ikke ved, hvordan du skal reagere over for en kunde? Så kontakt os endelig - vi står altid klar til at hjælpe.