Sådan håndterer du kunder, der ikke betaler

57 % af europæiske virksomheder siger, at de har misset vækstmål som følge af kunder, der betaler for sent eller slet ikke betaler. Samtidig siger 58 % af virksomhedsledere, at de er mere bekymrede end nogensinde for kundernes evne til at betale til tiden.

Kunden betaler ikke: Sådan gør du

1. Send en betalingspåmindelse
Start med en venlig påmindelse og kontrollér samtidig, at fakturaen er korrekt og modtaget af den rette person.

2. Send en rykker
Hvis betalingen fortsat udebliver, kan du sende en formel rykker.

3. Send et inkassovarsel
Hvis kunden stadig ikke betaler, kan næste skridt være et inkassovarsel med den nødvendige betalingsfrist.

4. Send sagen til inkasso
Bliver fakturaen fortsat ikke betalt, kan næste skridt være at sende sagen videre til inkasso.

Hvorfor betaler kunden ikke?

Kunden er presset på likviditeten


Dette er en af de mest almindelige årsager. European Payment Report 2026 viser, at 62 % af virksomheder siger, at sene betalinger har fået dem til selv at betale deres leverandører for sent. Det betyder, at mange af de virksomheder, der skylder dig penge, selv venter på at få betaling fra andre.

Kunden nægter altså ikke nødvendigvis at betale. Din faktura er måske bare placeret bag andre i køen.

For forbrugere er billedet tilsvarende. I European Consumer Payment Report 2025 angav 4 ud af 10 deltagere, der havde misset betalinger, manglende penge som den primære årsag.

Administrative barrierer


Fakturaen kan være sendt til den forkerte mailadresse, mangle et PO-nummer, være modtaget under en nøglepersons ferie eller være gået i stå i et godkendelsesflow, som ingen følger op på.

Nogle ubetalte fakturaer skyldes ikke reelle uenigheder, men procesfejl, som ofte kan løses hurtigt, når du får fat i den rigtige person.

Blandt europæiske forbrugere siger 17 %, at tekniske udfordringer har forhindret dem i at betale regninger til tiden. Det understreger, at manglende betaling ikke altid handler om manglende vilje eller betalingsevne, men også om praktiske barrierer i betalingsrejsen.

En indsigelse, kunden endnu ikke har rejst


Nogle gange er kunden utilfreds med arbejdet, varen eller en linje på fakturaen — men har valgt stilhed frem for konfrontation.

Fakturaen bliver liggende ubetalt, fordi kunden bevidst eller ubevidst vurderer, at det er lettere ikke at betale end at tage dialogen.

Bevidst manglende betaling


En mindre del af ubetalte fakturaer skyldes kunder, der har besluttet ikke at betale, eller som er i alvorlige økonomiske problemer og prioriterer andre kreditorer.

De sager findes, og det er her formelle inkassoprocesser og juridiske skridt i sidste ende kan blive nødvendige.

Men de udgør ikke flertallet. Hvis alle sene betalinger behandles, som om de hører til i denne kategori, risikerer du at skade kunderelationer, du egentlig gerne vil bevare.

Før du rykker for betaling: Det skal du tjekke

Når en kunde ikke har betalt en faktura, kan det være fristende at sende en skarpere mail med det samme.

Den impuls er ofte forkert.

Et kort tjek af de grundlæggende forhold kan spare dig for unødvendig opfølgning og konflikt senere.

Tjek især:

  1. Er fakturaen modtaget af den rigtige person, på den rigtige adresse og med den rigtige reference?
    Mange sager bliver løst ved blot at gensende fakturaen til den rette indbakke.
  2. Er fakturaen korrekt?
    Forkert momsbehandling, manglende PO-nummer, forkert kontraktreference eller regnefejl er almindelige årsager til, at en faktura bliver parkeret i stedet for betalt.
  3. Hvad er de aftalte betalingsbetingelser?
    Hvis kontrakten siger 60 dages betalingsfrist, og du følger op på dag 35, har du ikke en forfalden faktura endnu — du har en likviditetsbekymring.
  4. Hvordan ser kundens betalingshistorik ud?
    En kunde, der altid har betalt efter 45 dage og nu er på dag 50, er en anden situation end en kunde, der over to kvartaler har rykket sig fra 30 til 90 dage.
  5. Har nogen hos jer talt med kunden for nylig?
    En leveranceforespørgsel, der blev rejst for tre uger siden og aldrig løst, kan være årsagen til, at fakturaen stadig ikke er betalt.

Disse tjek tager sjældent mere end en time, men de ændrer samtalen. Du jagter ikke længere bare en kunde, der skylder penge. Du følger op på en konkret faktura med en klar forståelse af, hvor den sidder fast i processen.

Sådan følger du op på en ubetalt faktura

Processen nedenfor viser, hvad du kan gøre, når en kunde ikke betaler efter de aftalte betalingsvilkår.

Den forudsætter, at du allerede har gennemgået de basale tjek ovenfor, og at fakturaen reelt er forfalden.

Trin 1 — Send en venlig påmindelse tidligt

Så snart en faktura har overskredet forfaldsdatoen, bør du sende en kort og professionel påmindelse. Vedhæft fakturaen igen, henvis til de aftalte betalingsvilkår, og bed kunden bekræfte, hvornår betalingen kan ske. Undgå følelsesladet sprog. En betalingspåmindelse er en operationel opfølgning — ikke en klage.

Trin 2 — Følg op via den mest effektive kanal

Hvis påmindelsen ikke bliver besvaret, kan den rigtige kontaktkanal gøre hele forskellen. Nogle kunder reagerer på en opfølgende mail. Andre reagerer bedre på SMS. Nogle går først i dialog, når du ringer.

Når du får fat i kunden, bør du holde samtalen enkel: Bekræft, at de har modtaget fakturaen, spørg om noget forhindrer betaling, og få en konkret betalingsdato. Uanset kanal bør du følge op skriftligt samme dag og bekræfte, hvad I har aftalt.

Trin 3 — Eskalér internt hos kunden

Hvis den person, du har været i dialog med, ikke kan bekræfte en betalingsdato, ligger sagen ofte et niveau højere — eksempelvis hos økonomichefen, bogholderiet eller den kommercielt ansvarlige.

Bed høfligt om at blive sat i kontakt med den rette person. Det viser, at fakturaen tages alvorligt, uden at dialogen nødvendigvis bliver konfliktfyldt.

Trin 4 — Gå videre med rykker og inkassovarsel

Hvis kunden fortsat ikke betaler, kan næste skridt være en formel rykker og efterfølgende et inkassovarsel. Sørg for, at krav, beløb og betalingsfrist fremgår tydeligt. 

Du kan som udgangspunkt opkræve op til 100 kr. i rykkergebyr pr. rykker, højst tre gange for samme krav og med mindst 10 dage mellem gebyrbelagte rykkere. Et inkassovarsel skal som udgangspunkt give mindst 10 dages betalingsfrist, før der iværksættes yderligere inkassoskridt, som påfører kunden omkostninger.

Hent gratis skabeloner til rykker og inkassovarsel

Trin 5 — Overvej professionel inkasso

Når intern opfølgning har nået sin grænse, kan det ændre dynamikken at involvere en tredjepart.

En professionel inkassopartner placerer sig mellem jer og kunden. Det kan være med til at bevare den kommercielle relation på en måde, som direkte konflikt sjældent gør.

Vigtigt: En velfungerende inkassoproces er ikke det samme som en aggressiv proces.

De bedste resultater opstår ofte, når man forstår kundens situation, aftaler realistiske betalingsplaner og behandler personen i den anden ende som et menneske i en situation — ikke som et mål.

Trin 6 — Juridiske skridt, når det er nødvendigt

Juridiske skridt bør være sidste skridt — ikke første.

Det kan være relevant, hvis beløbet er væsentligt, kunden nægter at indgå i dialog, og mulighederne for at finde en løsning gennem samtale er udtømt.

Før du går videre juridisk, bør du søge juridisk rådgivning om jurisdiktion, omkostningerne ved processen i forhold til gældens størrelse og kundens sandsynlige evne til at betale.

En retlig afgørelse, der ikke kan håndhæves i praksis, er sjældent omkostningen værd.

Hvornår skal du eskalere — og hvornår skal du vente?

En af de sværeste vurderinger i kreditstyring er timing.

Eskalerer du for tidligt, kan du skade en relation, der ellers kunne være bevaret. Eskalerer du for sent, risikerer du at ende bagerst i køen blandt kreditorer, der kæmper om aktiver, som måske ikke længere er der.

Nogle signaler tyder på, at situationen bevæger sig fra sen betaling til noget mere alvorligt:

  • Kunden stopper med at svare på mails og opkald. Stilhed er mere bekymrende end undskyldninger.
  • Betalingsdatoer bliver lovet igen og igen, men ikke overholdt.
  • Andre leverandører rapporterer samme oplevelse — offentligt eller gennem uformelle netværk.
  • Kreditovervågning viser forringet rating, eller offentlige registre viser bekymrende udvikling.
  • Kunden beder om at genforhandle vilkår på flere fakturaer, ikke kun den faktura, der er i spil.

Når flere af disse signaler optræder samtidig, ændrer spørgsmålet sig.

Det handler ikke længere kun om, hvordan du får denne ene faktura betalt. Det handler også om, hvordan du begrænser yderligere eksponering.

Det er her, en dialog med en professionel kreditstyringspartner kan være værdifuld — også selvom du endnu ikke formelt sender sagen videre.

Få professionel hjælp

Hvis du er i tvivl om, hvornår du bør vente, og hvornår du bør eskalere, kan en professionel inkassopartner hjælpe med at vurdere sagen og den videre proces.

Situation Hvad kan du gøre?    
Kunden har glemt betalingen Send en venlig betalingspåmindelse    
Kunden reagerer ikke på din rykker Overvej næste skridt og et inkassovarsel    
Kunden bestrider kravet Undersøg og afklar indsigelsen, før du går videre    
Betalingsløfter bliver gentagne gange brudt Overvej at eskalere sagen    
Inkassovarslets betalingsfrist udløber uden betaling Overvej at sende sagen til inkasso    

Hvad du ikke bør gøre, når en kunde ikke betaler

Der er nogle få handlinger, som kan virke beslutsomme i øjeblikket, men som næsten altid gør inddrivelsen sværere.

Undgå især:

  • At true med juridiske skridt, du ikke er klar til at tage. En tom trussel én gang kan tilgives. Gentages den, fortæller den kunden, at din opfølgning ikke har konsekvenser.

  • At stoppe leverancer uden at tjekke kontrakten. I nogle brancher og situationer kan det at tilbageholde varer eller ydelser fra en kunde, der ikke formelt er i misligholdelse, skabe problemer for dig — ikke kunden.

  • At lade sagen gå i stå. Ubetalte fakturaer ældes, og ældre gæld er sværere at inddrive. Hvis du beslutter at vente, så sæt en konkret dato for, hvornår sagen tages op igen.

  • At gøre konflikten personlig. Den person, du taler med hos kunden, er ikke nødvendigvis den, der kan løse problemet. Hvis du behandler vedkommende som selve problemet, lukker du den dør, du har brug for at holde åben.

Sådan forebygger du den næste ubetalte faktura

Det meste af arbejdet med at undgå manglende betaling sker, før fakturaen overhovedet sendes — og før arbejdet allerede er leveret.

Tre gode vaner kan reducere risikoen for sene og manglende betalinger.

Lav kreditvurdering, før du giver betalingsvilkår


For nye kunder — og løbende for eksisterende — bør du tjekke kundens kreditprofil. Vær opmærksom på ændringer i ratingen, ikke kun det samlede tal. En kunde, der er faldet to niveauer på et år, bør have andre vilkår end en kunde, der ligger stabilt.

Gør betalingsvilkår tydelige og konsekvente


Betalingsvilkår bør fremgå skriftligt, være aftalt før arbejdet begynder og anvendes konsekvent. Usagte undtagelser bliver hurtigt til præcedens. Og præcedens bliver hurtigt den nye normal. Hvis du opkræver renter ved sen betaling efter gældende regler, bør det fremgå af selve fakturaen.

Fakturér hurtigt og korrekt


En faktura, der først sendes en uge efter arbejdet er afsluttet, er allerede bagerst i kundens kø. En faktura med en forkert fakturalinje udløser en indsigelse, som giver kunden mere tid. Hurtighed og præcision i faktureringen er ikke glamourøst, men det fjerner en væsentlig del af årsagerne til, at fakturaer ikke bliver betalt.

Det lange perspektiv: Dialog først, handling når det er nødvendigt

På tværs af mere end 20 europæiske markeder ser Intrum et tydeligt mønster. De virksomheder, der får mest ind fra sene og ubetalte fakturaer, er ikke nødvendigvis dem, der eskalerer hurtigst.

Det er dem, der kommer tidligt i dialog, forstår kundens situation præcist og gemmer de formelle skridt til de sager, der reelt kræver det. Den tilgang kræver tålmodighed. Og den kræver en kreditfunktion, der har de rette ressourcer.

En balanceret tilgang kan bidrage til bedre inddrivelse og samtidig mindske risikoen for unødvendigt at skade kunderelationen. Det kræver, at du skelner mellem kunder, der har brug for dialog, og sager, hvor det er tid til at eskalere.

Hvornår skal du involvere en partner?

Når dine egne påmindelser, rykkere og inkassovarsel ikke fører til betaling, kan det være tid til at involvere en professionel inkassopartner.

Intrum kan overtage den videre inddrivelse og håndtere dialogen med kunden professionelt og respektfuldt. Det frigør tid hos dig og giver en klar proces for den videre håndtering af sagen.

Vil du læse mere om, hvordan vi hjælper virksomheder med ubetalte fakturaer, kan du finde et overblik over vores services lige her. 

Du kan komme i gang fra 0 kr og med 0 % i provision. Klik nedenfor for at vælge den rette løsning.

Har du en kunde, der ikke betaler lige nu?

Kom i gang med inkasso fra 0 kr i abonnement
Ofte stillede spørgsmål

FAQ

Hvorfor bruge en professionel inkassovirksomhed?

Når betalinger trækker ud, kan det koste både tid, fokus og likviditet. Med en professionel inkassovirksomhed får I en fast proces for opfølgning på ubetalte fakturaer, så I kan bruge mindre tid på rykkere og mere tid på jeres virksomhed. Hos Intrum arbejder vi for at sikre betaling på en ordentlig og respektfuld måde.

Hvad koster det at bruge Intrum?

Prisen afhænger af den løsning, I vælger. På vores prisside kan I se vores løsninger og vælge den, der passer bedst til jeres behov. Se vores løsninger her. 

Når en sag sendes til inkasso, kan debitor i visse tilfælde pålægges renter, gebyrer og inkassoomkostninger efter gældende regler. Intrums provision er derimod en omkostning for kreditor og kan ikke pålægges debitor.

Hvad betyder det, når en sag går i overvågning?

En sag overgår typisk til overvågning, hvis inkassoforløbet eller en eventuel retslig behandling ikke har medført fuld betaling. Det sker dog senest 12 måneder efter, at sagen er overdraget til Intrum.

Når sagen er i overvågning, arbejder vi fortsat på den. Afhængigt af sagen og den konkrete situation kan opfølgningen blandt andet ske via mail, e-Boks, brev, SMS eller telefonisk kontakt.

Kan Intrum hjælpe med international inkasso?

Ja. Intrum har 9.000 medarbejdere i 20 europæiske lande og global rækkevidde gennem et partnernetværk, der dækker 160 lande. Det betyder, at vi kan hjælpe med inddrivelse på tværs af markeder, sprog, lokale regler og forretningspraksis. 


Lokal indsigt er vigtig, fordi inkasso skal håndteres korrekt og respektfuldt, uanset hvor kunden befinder sig. 

Hvad skal vi have klar, før vi sender en sag?

I bør som minimum have fakturaen, kundens oplysninger, beløb, forfaldsdato og relevant dokumentation klar. Det kan for eksempel være rykkere, aftalegrundlag og tidligere dialog med kunden. Jo bedre dokumentation I har, desto lettere er det at behandle sagen korrekt.

Hvordan kommer vi i gang med Intrum?

Som mindre virksomhed kan du komme i gang digitalt. I vælger den løsning, der passer til jeres virksomhed, og får adgang til at sende sager til Intrum. Herefter kan I oprette og følge sagerne online. 

Hvis I har et større behov - for eksempel mange sager eller komplekse sager - kan det give mening at tale med os. I finder vores kontaktformular her 

Hvornår kan vi sende en sag til inkasso?

Det kan give mening at sende en sag til inkasso, når en kunde ikke har betalt sin faktura, og I allerede har fulgt op uden at få betaling.  Før sagen kan gå videre til inkasso, skal kunden som udgangspunkt have modtaget et korrekt inkassovarsel med en betalingsfrist på mindst 10 dage. 
Find en skabelon her. 

Hvad sker der, når vi sender en sag til Intrum?

Når I sender en sag til Intrum, håndterer vi den videre opfølgning på betalingen. Vi kontakter kunden og arbejder for at finde en løsning, der sikrer betaling og samtidig behandler kunden korrekt og respektfuldt.

Hvis sagen ikke kan løses her og nu, holder vi den aktiv og er løbende i kontakt med debitor. Vi følger udviklingen tæt og fortsætter arbejdet med målrettede tiltag, så sagen holdes i gang.

Hvor meget kan Intrum hjælpe med at få betalt?

Hvor meget vi kan hjælpe med at få betalt, afhænger blandt andet af sagens alder, beløbets størrelse, dokumentationen og kundens betalingsevne.

Derfor kan vi ikke garantere et bestemt resultat. På tværs af vores sager ender omkring 7 ud af 10 inkassosager dog positivt.

Jo tidligere en sag sendes videre, og jo bedre dokumentationen er, desto bedre er udgangspunktet for en effektiv behandling.

 

Hvad gør vi, hvis kunden er uenig i kravet?

Hvis kunden gør indsigelse, skal sagen afklares, før den kan fortsætte som en almindelig inkassosag. Derfor er det vigtigt, at I har dokumentation for kravet, fx faktura, aftalegrundlag og tidligere kommunikation. 
 
Hvis kravet ikke kan afklares direkte, kan sagen i nogle tilfælde skulle vurderes ved domstolene. Det kaldes en civilretslig proces. Hvis retten giver medhold, kan afgørelsen danne grundlag for den videre inddrivelse. 

Hvordan bliver vores kunder behandlet?

Vi arbejder for at finde løsninger, der både sikrer betaling og behandler kunden ordentligt. Det kan blandt andet være gennem relevant kommunikation, individuelle betalingsaftaler og en respektfuld dialog, der tager højde for kundens situation.

For os er god kundebehandling en vigtig del af en effektiv inkassoproces — også for mindre virksomheder, hvor kunderelationen ofte har stor betydning.

 

Hvor kan vi følge vores sager?

I kan følge jeres sager i vores klientportal. Her kan I se status på igangværende sager og følge med i den videre proces.

Har I spørgsmål til en konkret sag, kan I også kontakte os direkte gennem klientportalen.