European Consumer Payment Report 2025: De største tendenser

Forbrugerne er på vej ud af det rene overlevelses-mode, men billedet er ujævnt. Størstedelen får hverdagen til at hænge sammen, mens en mindre gruppe fortsat er sårbar. Her deler vi et par udpluk fra dette års European Consumer Payment Report.

Forsigtig fremgang, skrøbelig tillid


De seneste fem år har været udfordrende for europæiske forbrugere: pandemi, krig, energikrise, inflation. For mange har det skabt usikkerhed – både på kort sigt (kan vi betale regningerne denne måned?) og på lang sigt (hvordan sikrer jeg en ordentlig pension?). Årets rapport viser forsigtig optimisme: flere kan betale alle regninger til tiden – fra 63% i 2023 til 76% i dag, den højeste andel i fem år.

Samtidig svarer 43%, at de seneste års høje leveomkostninger har givet varige negative følger for deres finansielle velbefindende. Andre prioriterer øget opsparing til mulige svære tider, mens især sydeuropæiske forbrugere (Portugal, Grækenland, Spanien) påvirkes af et mediebillede præget af økonomisk uro. Fremgangen ses i betalingerne – men under overfladen er tilliden til den globale økonomi skrøbelig.

Gem lidt til svære tider


Med kriserne i bakspejlet – og udsigt til fortsat geopolitisk uro – tvivler mange på en fuld tilbagevenden til “økonomien før 2020”. Seks ud af ti lægger penge til side hver måned for at kunne klare fx jobtab. Det er dog langt fra alle, der gør det – eller kan. Også her er der tydelige regionale forskelle.

Tilbageholdenheden rammer især de store køb: 45% er mere forsigtige med at investere i bil eller bolig, og 50% undgår at tage karriererisici som jobskifte eller at blive selvstændig. Denne forsigtighed kan, ifølge Intrums cheføkonom, bremse et stærkere økonomisk comeback i Europa.

Gældskløften vokser


Med faldende inflation træder de langsigtede konsekvenser af de seneste års rystelser tydeligere frem. De høje fødevarepriser har ramt lavindkomstfamilier hårdere, fordi en større del af indkomsten går til dagligvarer.

Samtidig ser vi et skifte blandt dem, der har misset en regning det seneste år: I 2024 mente 25%, at det var en engangsforeteelse; i 2025 siger 55%, at det gentager sig. For dem er problemet altså blevet mere strukturelt.

På spørgsmålet om evnen til at dække en uforudset regning på €400 svarer 9 ud af 10 over gennemsnitsindkomst, at det kan de. Blandt forbrugere under gennemsnittet er det 5 ud af 10. Det illustrerer en gældskløft, der ikke kun handler om indkomstniveau – men også om buffere, vaner og økonomisk selvtillid.

“Forbrugernes erklærede tilbageholdenhed afspejler også den stigende opsparingsrate i Europa. På den ene side er det positivt, at folk sparer op til mulige nødsituationer – med læring fra de seneste fem år. På den anden side hæmmer det mulighederne for en stærkere økonomisk genopretning i Europa.”

Anna Zabrodzka-Averianov, Intrum Senior Economist

European Consumer Payment Report giver overblik over forbrugerøkonomien i Europa. Med svar fra 20.000 forbrugere i 20 lande sætter rapporten spot på udfordringerne – og giver konkrete råd til, hvordan virksomheder kan imødekomme forbrugernes behov.